Ritzau Sport
Tiger Woods er på hospitalet efter trafikulykke
23-02-2021 KL. 21:15
Golfspilleren Tiger Woods er indlagt på hospitalet, efter at han er kørt galt i sin bil.
Politiet i Los Angeles oplyser i en meddelelse, at redningsmandskab tirsdag blev kaldt ud til en trafikulykke, hvor en bil var rullet rundt.
Bilens chauffør viste sig at være den 15-foldige majorvinder, som måtte skæres fri af bilvraget, inden han blev fragtet til det nærmeste hospital i en ambulance.
Ifølge Tiger Woods' agent Mark Steinberg har den 45-årige golfstjerne "adskillige" skader i benene.
- Han bliver opereret i øjeblikket, og vi er taknemmelige for jeres støtte, siger Steinberg ifølge golfdigest.com.
/ritzau/
Tiger Woods er indlagt på et hospital i Los Angeles.