Tiger Woods er på hospitalet efter trafikulykke
Golfspilleren Tiger Woods er indlagt på hospitalet, efter at han er kørt galt i sin bil.
Politiet i Los Angeles oplyser i en meddelelse, at redningsmandskab tirsdag morgen lokal tid blev kaldt ud til en trafikulykke, hvor en bil var rullet rundt i totalskadet tilstand.
Bilens chauffør viste sig at være den 15-foldige majorvinder, som måtte skæres fri af bilvraget, inden han blev fragtet til det nærmeste hospital i en ambulance.
Ifølge Tiger Woods' agent Mark Steinberg har den 45-årige golfstjerne "adskillige" skader i benene.
- Han bliver opereret i øjeblikket, og vi er taknemmelige for jeres støtte, siger Steinberg ifølge golfdigest.com.
Tiger Woods var i den forgangne weekend til stede ved PGA-turneringen Genesis Invitational på Riviera Golf Club i Los Angeles. På grund af rygproblemer var han ikke selv på banen.
Woods anses som en af golfhistoriens allerbedste spillere og er en levende legende i sporten.
Han har vundet alle fire majorturneringer mindst tre gange og er på en delt førsteplads på listen over spillere med flest sejre på PGA-touren.
/ritzau/