Gå til hovedindhold
Erhverv

Timothy Jacob Jensen er ikke bitter efter brud med livsværk: »Jeg er lykkelig og fri«

19-03-2019 KL. 21:41
Empty

Modgang åbner som regel nye muligheder, er blandt Timothy Jacob Jensens erfaringer. Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Timothy Jacob Jensen står mere rank, end han har nogensinde har gjort.

I oktober sidste år så det ellers ud som om, han blev væltet, da formanden for Jacob Jensen Design Lars Kolind uden varsel fyrede Timothy Jacob Jensen som direktør og chefdesigner for Jacob Jensen Design, som Timothy Jacob Jensens far Jacob Jensen grundlagde for 60 år siden.

Fra 1966 til december sidste år havde Jacob Jensen Design domicil klos op ad Limfjorden i nærheden af Hejlskov. I 1990 købte Timothy Jacob Jensen virksomheden af sin far, Jacob Jensen, der grundlagde den.

Nu holder Jacob Jensen Design til i selskabets showroom i Hejlskov.

Efter bruddet med Jacob Jensen Design i oktober sidste år har Timothy Jacob Jensen sat både hjem og tegnestue i stand, så han er klar til det nye, som venter.

- Som min far sagde: I stedet for at reparere en eksisterende situation skal man skabe sig en ny, fortæller Timothy Jacob Jensen.

Dét er den 56-årige designer og tidligere direktør i gang med. Og han føler sig som sat på fri fod efter bruddet med Jacob Jensen Design.

De sidste år hos Jacob Jensen Design var præget af et konstant pres. Underskud fulgte underskud. Presset på Timothy Jacob Jensen for at skaffe nye kunder og nye opgaver var massivt. Han var konstant på farten og sad i fly efter fly.

- Det var også i et fly, mellem Manila og Bangkok, sommeren sidste år, jeg besluttede mig for, at det skulle være slut. Jeg orkede ikke mere. Jeg kunne ikke holde til det, fortæller Timothy Jacob Jensen.

Den 14. august sidste år sagde han sin stilling hos Jacob Jensen Design op med fratrædelse i 2019. Timothy Jacob Jensen lovede at hjælpe med at skaffe Jacob Jensen Design en ny frontfigur, ligesom han tilbød bestyrelsen for Jacob Jensen Design at virke som ambassadør for virksomheden, der af både navn og gavn er så forbundet med Timothy Jacob Jensen og hans far, at det kan være vanskeligt at se den uden familien.

I september sidste år underskrev Timothy Jacob Jensen under overværelse af blandt andre kronprins Frederik i Beijing i Kina en aftale med potentiale for Jacob Jensen Design.

En måneds tid senere fik Timothy Jacob Jensen under en rejse fra Bangkok til København en mail fra Jacob Jensen Designs advokat: Han var afskediget med øjeblikkelig virkning. Da han kom hjem til Hejlskov, var døren til tunnelen mellem hjemmet og tegnestuen boltet og låse i døre til tegnestuen skiftet.

Jacob Jensen Design tømte tegnestuen og flyttede det til showroomet i Hejlskov. 11. december overtog Timothy Jacob Jensen igen tegnestuen, som han sammen med sit hjem ejer. Showroomet i Hejlskov og rettigheder tilhører Jacob Jensen Design.

Jacob Jensen Design var en sund virksomhed, da erhvervsmanden Lars Kolind i 2011 købte sig ind i den og fik posten som formand for bestyrelsen. Over de følgende år tabte virksomheden godt 50 millioner kroner og fik en negativ egenkapital.

- Jeg havde egentlig ikke brug for Lars Kolind. Jeg havde en sund virksomhed og positiv egenkapital, fortæller Timothy Jacob Jensen.

Men han satte sin lid til, at Lars Kolind kunne komme med noget, der kunne skaffe Jacob Jensen Design videre. Det gjorde han også. Virksomheden begyndte for eksempel at producere varer selv i stedet for at designe for andre, som så producerede og solgte. Timothy Jacob Jensen var direktør - og det var han uden at have forstand på produktion og salg. En direktør med forstand på dén slags blev ansat. I løbet af seks år skiftede Jacob Jensen Design økonomichef fem gange, mens økonomien blev værre og værre med et underskud på godt 23 millioner kroner i 2016 som nedturens klimaks.

- De syv år, efter Lars Kolind kom med i Jacob Jensen Design, var én lang krise for mig. Det er klart, jeg var groggy nogle dage, efter jeg blev afskediget, og jeg ytrede mig måske på måder, jeg ikke skulle have gjort. På den anden side er jeg nu Lars Kolind taknemmelig for, at han valgte at afskedige mig i oktober. Det, der skete, var surrealistisk, og det var samtidig en befrielse, siger Timothy Jacob Jensen.

Han har været ude at flyve fire gange siden. Der er luft i kalenderen. Byrden er væk. På den måde er Timothy Jacob Jensen en fri mand, der har det bedre, end han har haft det i mange år.

- Jeg kunne efter bruddet have sat mig med en flaske portvin. Men sådan har jeg aldrig været. Jeg har altid set modgang som en adgang til nye muligheder. Og så har jeg to dejlige døtre, Toko på 22 og Freja på 18, ligesom jeg har en tæt kontakt med min søster Katja, der bor i Himmerland, fortæller Timothy Jacob Jensen.

En konkurrenceklausul aftalt med Jacob Jensen Design gør, at Timothy Jacob Jensen det første år efter bruddet ikke kan lancere nye designs. Han har oprettet en ny virksomhed og givet den en hjemmeside – timothyjacobjensen.com. Den viser foreløbig kun firmaets logo og et kontaktlink. Timothy Jacob Jensen arbejder med flere muligheder: Undervisning, han har fået tilbud fra flere lande, designchef for en virksomhed eller selvstændig designer igen, når konkurrenceklausulen er udløbet.

Bitterhed er Timothy Jacob Jensen befriet fra.

- Jeg er lykkelig og fri, og jeg ønsker Jacob Jensen Design og virksomhedens medarbejdere alt det bedste.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland