Gå til hovedindhold
Erhverv

Timothy Jensen langer ud efter fyring: »Han er en gammel hanelefant, der har kørt firmaet i sænk«

24-10-2018 KL. 11:48
Empty

Lars Kolind (billedet til venstre) har fyret Timothy Jacob Jensen som direktør i Jacob Jensen Design. Timothy Jacob Jensen ejer dog stadig 33 procent af holdingselskabet.

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

56-årige Timothy Jacob Jensen, Hejlskov, er fortid som direktør i Jacob Jensen Design. Det firma, som hans far, Jacob Jensen, grundlagde.

Beskeden fik Timothy Jacob Jensen mandag aften, da han var på vej til lufthavnen i Thailand.

- Jeg modtog faktisk beskeden med lettelse, for det har været ulideligt at arbejde sammen med en gammel narcissist af en han-elefant, som har kørt firmaet i sænk gennem de seneste syv år, siger Timothy Jacob Jensen, efter han igen var landet i Danmark.

Den nu fyrede direktør taler om bestyrelsesformand Lars Kolind, som Timothy Jacob Jensen ikke længere ser så positivt på.

- Jeg holder meget af Lars Kolind, og han har sine gode egenskaber, men han har også sine store fejl. For mig at se er han lidt en »has been« i erhvervslivet, og han kan ikke holde ud, at han har kørt den her virksomhed ned, siger Timothy Jacob Jensen.

71-årige Lars Kolind vil ikke kommentere udtalelserne om sin egen person, men han forklarer, hvordan samarbejdet med Timothy Jacob Jensen har været siden 2011 / 2012.

- Timothy og jeg havde i de første fem år et godt og nært samarbejde. Vi gjorde, hvad vi kunne for at udvikle virksomheden, og vi har begge et ansvar for de dårlige resultater, siger Lars Kolind.

Specielt det seneste år slog det nære samarbejde dog revner. Lars Kolind kunne ikke længere bare se på, at regnskaberne konsekvent endte ud i røde tal.

Gennem de seneste fem år har virksomheden mistet i omegnen af 40 millioner kroner.

- Jeg sagde til Timothy, at vi blev nødt til at gøre noget, så vi kunne komme i plus. Og det blev mere og mere tydeligt, at det kunne ikke fortsætte med ham som direktør. Det var tydeligt at se på ham, at jobbet som direktør har belastet og stresset ham, og vi har forsøgt flere mindelige løsninger, men det er ikke lykkedes at få Timothy til at indgå i en anden rolle i virksomheden, siger Lars Kolind.

Timothy Jacob Jensen, der tidligere på efteråret trådte ud af bestyrelsen, havde meldt ud, at han inden udgangen af 2019 ville stoppe som direktør, og selv om der så var en slutdato, havde han regnet med, at det var ham selv, der skulle træffe beslutningen.

- Det er lidt noget rod, og jeg ejer stadig 33 procent af holdingselskabet, og jeg er virksomheden. Jeg er brandet, men jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske nu. Jeg har arbejdet i virksomheden i 40 år, så hvis jeg på nogen måder kan hjælpe virksomheden, vil jeg gerne det, lyder det fra Timothy Jacob Jensen.

Men hvis man skal tro Lars Kolind, er Timothy Jacob Jensen lige nu ikke i spil til andre roller.

- Lige i dag er han helt ude af driften af virksomheden, og nogle gange må man gøre rent bord. Vi havde gjort alt for at redde iværksætteren, og til sidst blev vi nødt til at redde virksomheden. Og det første trin i at redde virksomheden er at flytte iværksætteren ud af firmaet, siger Lars Kolind.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland