Ritzau Sport

To dobbeltbogeys sender dansk golftalent ned i feltet i USA

Den danske golfspiller Rasmus Højgaard leverede en svingende præstation på anden runde af turneringen WGC Championship i Florida fredag.

Den 19-årige Højgaard, der er den eneste danske deltager i turneringen, lavede tre birdies og to dobbeltbogeys. Dermed endte han med en score på 73 slag - et slag over banens par.

Samlet er han tre slag over par efter de første to runder, hvilket rækker til en delt placering som nummer 59 ud af turneringens 72 deltagere.

Amerikaneren Brooks Koepka ligger alene i spidsen i 11 slag under par. Derefter følger tre spillere i ti slag under par.

WGC Championship er en del af World Golf Championship-serien, der normalt byder på fire årlige turneringer, som alle er blandt de mest lukrative i golfkalenderen.

Præmiepuljen i WGC Championship er på 10,5 millioner dollar, hvilket svarer til 64 millioner kroner. Vinderen får cirka 11 millioner kroner.

/ritzau/