Gå til hovedindhold
Lokalt

Tre gange på en uge: Autocamper tømte toilet i kloak på åben gade

02-08-2018 KL. 07:51
Empty

Tre gange har Lars Berthelsen i Lihme mødt dette syn: En tysk autocamper, der dumper menneskelige efterladenskaber ned i kloakristen på gaden. Privatfoto

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Når man rejser på ferie i sin autocamper, bliver man med jævne mellemrum nødt til at tømme autocamperens toilet.

Men ikke alle turister benytter de reglementerede faciliteter til formålet.

I sidste uge oplevede Lars Berthelsen tre gange, at en tysk autocamper dumpede toilettets indhold ned i en kloak med rist på gaden i Lihme.

- Det er en ganske almindelig kloak lige uden for min bopæl, fortæller Lars Berthelsen.

- Jeg synes, at det er klamt, at man bruger ristene til det. Det er de ikke beregnet til. De er kun beregnet til overfladevand, siger han.

Da Lars Berthelsen kun har observeret hændelserne på afstand, kan han ikke sige med sikkerhed, om der alene er tale om urin, eller om der også er tale om afføring fra mennesker.

Han finder det dog overvejende sandsynligt, at der er dumpet ekskrementer - begrundet i den unormale stank, han har bemærket fra kloakristen.

- Det lugter fælt, konstaterer Lars Berthelsen.

Der har hver gang været tale om den samme autocamper.

Lars Berthelsen forsøgte en af gangene at nå ud til de tyske turister og få dem i tale, men de skyndte sig at fortrække inden.

Nu har han valgt at anmelde svineriet til Skive Kommune.

Lars Berthelsen stiller sig spørgsmålet, om det skyldes uvidenhed eller arrogance, at man kan finde på den slags.

Samtidig stiller han spørgsmål ved, om Skive Kommune er gode nok til at skilte tydeligt med, hvor man må tømme sit toilet fra lystbåde og autocampere.

Formand for Gyldendals beboerforening, Hans J. Thomsen, slår fast, at for et forholdsvist beskedent beløb - nemlig det samme, som det koster at ligge i havnen som lystbådegæst - kan autocampere benytte havnens faciliteter, herunder tømning af toilet.

Han har flere gange konstateret, at autocampere kører lige forbi betalingspladserne, hvor lovlydige autocampere har betalt for at campere, og så camperer de et andet sted tæt på havnen.

- Det er simpelthen ikke i orden. Jeg synes, at det kan man bare ikke være bekendt, siger Hans J. Thomsen, der for nylig hev fat i danske turister i en ulovligt camperet autocamper i Gyldendal og sagde til dem, at hvis de ikke havde råd til at campere, så burde de i hvert fald ikke campere lige her.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland