Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Trump kalder potentiel aftale om køb af TikTok for fantastisk

20-09-2020 KL. 02:55
Præsident Donald Trump har godkendt en potentiel aftale mellem den kinesiske virksomhed ByteDance og de amerikanske virksomheder Oracle og Walmart.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Videoappen TikTok har lørdag foreslået en aftale, hvor it-virksomheden Oracle skal være TikToks teknologileverandør i USA, og hvor detailkæden Walmart skal være kommerciel partner.

Det oplyser en talskvinde for TikTok lørdag amerikansk tid til nyhedsbureauet AFP.

Aftalen skal sikre, at virksomheden kan fortsætte med at arbejde i USA.

- Vi er glade for, at forslaget fra TikTok, Oracle og Walmart vil løse den amerikanske regerings sikkerhedsproblemer og løse spørgsmålet om TikToks fremtid i USA, siger talskvinden.

Oracle vil blive "ansvarlig for alle amerikanske brugerdata og sikre de nationale sikkerhedskrav i USA", siger talskvinden.

- Vi arbejder i øjeblikket med Walmart om et kommercielt partnerskab, tilføjer hun uden at give yderligere detaljer om den mulige aftale.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil TikTok gå sammen med Oracle og Walmart i et amerikanske selskab kaldet "TikTok Global".

USA's præsident, Donald Trump, kalder den mulige aftale for "fantastisk".

- Jeg har givet aftalen min velsignelse. Sikkerheden vil være 100 procent, siger Trump ifølge Reuters.

Trump har ellers i ugevis kraftigt kritiseret det kinesiske selskab bag TikTok, ByteDance, for at stjæle og bruge data fra de brugere, der downloader appen.

Derudover er Kina også blevet beskyldt for at benytte dataene til at overvåge brugerne.

TikTok har gentagne gange benægtet beskyldningerne om, at selskabet kontrolleres af eller deler data med den kinesiske regering.

I begyndelsen af august gav præsidenten TikTok indtil 20. september til at sælge den amerikanske del af forretningen til amerikanske købere.

Fredag beordrede Trump-administrationen et forbud fra søndag mod downloads af appen, hvilket eskalerede striden mellem Kina og USA.

Efterfølgende har USA udskudt forbuddet indtil 27. september.

Ifølge Reuters har Trump-administrationen givet TikTok og de amerikanske virksomheder en uge til at lukke aftalen.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland