Gå til hovedindhold
Ritzau Udland

Trump vil alligevel ikke at erklære undtagelsestilstand i USA

12-01-2019 KL. 01:50
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

USA's præsident, Donald Trump, har ikke "på nuværende tidspunkt" tænkt sig at erklære undtagelsestilstand i USA for at gøre en ende på landets delvise nedlukning.

Det fortalte præsidenten under et pressemøde i Det Hvide Hus sent fredag aften dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Den nemme løsning for mig ville være at erklære undtagelsestilstand. Det kunne jeg gøre rigtig hurtigt. Jeg har magten til at gøre det. Men det kommer jeg ikke til, for det er noget, Kongressen burde gøre, lød det kryptisk fra Trump.

Siden 22. december har en budgetkrise i USA lukket flere ministerier og offentlige institutioner og tvunget dem til at tilbageholde lønudbetalinger.

Nedlukningen skyldes, at Demokraterne og Republikanerne i Kongressen ikke kan blive enige om en finanslov for 2019.

Donald Trump har krævet, at budgettet indeholder 5,7 milliarder dollar i finansiering til en omstridt grænsemur. Men Demokraterne, der ved årsskiftet fik flertal i Repræsentanternes Hus efter midtvejsvalget i november, nægter at stemme for.

Senest for to dage siden truede Trump med at erklære undtagelsestilstand, hvis han ikke kunne få sin vilje i striden.

Det skete under et møde om grænsesikkerhed torsdag forud for et besøg i den amerikanske grænseby McAllen.

- Hvis jeg bliver nødsaget til det, så gør jeg det, lød det fra præsidenten.

20 gange i amerikansk historie har en budgetkrise ført til en hel eller delvis nedlukning. Den hidtil længste nedlukning fandt sted i 1995 under præsident Bill Clinton. Den varede i mere end tre uger.

Den aktuelle nedlukning vil lørdag overgå nedlukningen fra 1995 og dermed være den længste i historien.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland