Lokalt

Tue overlevede mirakuløst ulykke efter vild kørsel: »Tænk jer godt om«

Det var ellers sådan en dejlig pinselørdag i maj 2008.

Solen skinnede fra oven, og Tue Kristiansen fra Hald skulle besøge sin søster i et sommerhus i Virksund, da han på sin motorcykel kom kørende på Hobrovej fra Skive.

Motorcyklen var en Suzuki RF 900 R, og for dem, der ikke kender til den maskine, er det sådan en, der nærmest er bygget til at kunne køre stærkt.

Det gjorde den også denne dag, for Tue Kristiansen havde ikke noget imod at få motoren til at arbejde.

- Det var den hurtige acceleration og farten, jeg var fascineret af, når jeg kørte på motorcykel, og der var flere gange, jeg kørte op mod 200 kilometer i timen, fortæller nu 37-årige Tue Kristiansen med ærlighed i stemmen.

På vej ned ad bakken mod krydset i Ørslevkloster var farten ifølge Tue Kristiansen nærmere 200 end 150 kilometer i timen. Og det var på trods af, at det kun var og er tilladt at køre 60 kilometer i timen ved krydset.

Ifølge et vidne, der kort inden krydset blev overhalet af Tue Kristiansen, kom han med »voldsom fart«.

Det blev fortalt i retten I krydset skulle en ældre mand fra Skive dreje til venstre ad Hejlskovvej, men det nåede han aldrig, før Tue Kristiansen under overhaling smadrede ind i siden af forenden og rev hele forenden på bilen i stykker.

- Jeg kan ikke huske så meget fra selve ulykken, men efterfølgende har jeg fået at vide, at jeg fløj 101 meter gennem luften og landede på en mark, hvor jeg blev fundet af nogle naboer, fortæller Tue Kristiansen.

Han kan til gengæld godt huske, da han lå på marken i minutterne efter ulykken.

- Jeg var hele tiden ved bevidsthed, og jeg kan huske, at jeg kunne se en ko foran mig, og så kunne jeg se min ene fod, der lå oppe ved mit øre. Mit ene ben var brækket oppe ved hoften, så benet var bøjet helt op. Mit andet ben var også brækket, og det strittede ud til den anden side, så jeg lå med benene ud til hver sin side, husker Tue Kristiansen.

Mens Tue Kristiansen fløj 101 meter, fløj motorcyklen 84 meter i samme retning, og den brød i brand efter at have ramt jorden.

Den dengang 24-årige Tue Kristiansen blev bragt til sygehuset og blev lagt i kunstigt koma i tre dage, og derefter var han indlagt i sammenlagt en måned. Ved ulykken brækkede han ryggen, nakken, begge ben og den ene arm. Det var en barsk omgang, men når man tænker på, at Tue Kristiansen slap fra ulykken med livet og førligheden i behold og uden skader i hovedet, virker de andre ting pludselig som småting.

- Alle ved, at jeg er heldig med stadig at være i live, men jeg har ikke selv haft behovet for at tænke så meget over det. Jeg har ikke lyst til at tænke over, hvad der kunne være sket, siger Tue Kristiansen.

Men der er ikke meget tvivl om, at Tue Kristiansen var heldig med, at han landede på en mark og ikke på den hårde asfalt.

Det har formentlig reddet hans liv.

Efter ulykken var Tue Kristiansen sygemeldt i et år, og det fik den konsekvens for ham, at han ikke længere kunne arbejde som murer.

Nu sidder han primært på kontor som byggepladsleder.

Foråret og sommeren står for døren, og det betyder også, at motorcyklerne i stigende grad bliver fundet frem.

Tue Kristiansen har stadig en motorcykel, men det er ikke en, der inviterer til at køre stærkt. Og det er helt bevidst.

- Jeg ved, hvor fristende det er at køre stærkt, når det bliver forår og sommer, og man skal ud og lufte motorcyklerne. Så jeg har med vilje anskaffet mig en ældre motorcykel, så jeg ikke bliver fristet til at køre stærkt, fortæller Tue Kristiansen.

Han vidste godt, at det var dumt, at han den dag for 13 år siden kørte alt for stærkt, men han tænkte ikke over konsekvenserne.

Og sådan er det ifølge Tue Kristiansen for mange motorcyklister. Det ved godt, at der ligger en fare, men de tænker ikke over den i situationen.

- Jeg var snotdum, for jeg vidste godt, at jeg kørte alt for stærkt, men jeg havde bare ikke tænkt over, hvad der kunne ske. Så selv om jeg måske ikke er den rette til at rådgive andre, så vil jeg alligevel opfordre andre til at tænke sig om, inden de triller af sted, for det er ikke det værd. Jeg tænkte ikke selv, og det var meget tæt på at koste mig livet, siger Tue Kristiansen.

Den ældre mand, der skulle dreje til venstre, inden ulykken skete, kom ikke noget til ved ulykken.

Tue Kristiansen blev i forbindelse med den efterfølgende retssag idømt en bøde på 10.000 kroner, og samtidig mistede han kørekortet i et halvt år.

Dette er en forkortet udgave af en artikel, der stod i Skive Folkeblad den 27. marts.

37-årige Tue Kristiansen fra Hald er her tilbage i det kryds ved Ørslevkloster, hvor han smadrede sin motorcykel ind i en bil i 2008.  Foto: Steen don
Sådan så Tue Kristiansens motorcykel ud inden ulykken... Privatfoto
...Og sådan så den ud bagefter, hvor den var totalsmadret.  Privatfoto