Gå til hovedindhold
Ritzau Erhverv

Tusindvis af danskere på ferie med Spies er strandet i udlandet

23-09-2019 KL. 13:00
Rejsegiganten Thomas Cooks skandinaviske afdeling må indstille flytrafikken fra mandag morgen efter moderselskabets konkursbegæring.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Omkring 6000 danske rejsekunder med Spies opholder sig i udlandet lige nu og kan være berørte af konkursen hos Spies' ejer, Thomas Cook.

Det skriver Berlingske, hvilket administrerende direktør hos Spies Jan Vendelbo bekræfter over for Ritzau.

Spies kan ikke oplyse det nøjagtige antal, da rejsende, der har booket gennem Spies, men med et andet flyselskab, ikke er berørte.

Den største andel af Spies-kunderne - svarende til omkring 80 procent - udgør dog rejsende med Thomas Cook Airlines Scandinavia, og de er påvirkede.

Disse gæster er potentielt strandet på hoteller rundt omkring i verden.

Berørte kunder kan købe flybilletter hos andre selskaber og få tilbagebetalt beløbet gennem Rejsegarantifonden, skriver Spies på sin hjemmeside.

På verdensplan har Thomas Cook aktuelt omkring 600.000 rejsende fordelt på destinationer over hele kloden.

Mandag er 1400 danske passagerer berørt af konkursen hos Thomas Cook.

Rejsegigantens konkurs har særligt ramt de britiske rejsende. Her forventes britiske myndigheder at hjælpe 150.000 strandede feriegæster hjem.

Thomas Cook har gennem længere tid været i økonomiske problemer, inden rejsegiganten natten til mandag indgav en konkursbegæring.

Spies i Danmark fik beskeden om konkurs klokken 3.00 mandag nat, og omkring klokken 5.30 havde det oplyst sine danske rejsekunder.

For Spies betyder konkursen en meget usikker fremtid. Sådan lyder det fra kommunikationschef i Spies Lisbeth Nedergaard.

Foreløbigt har Spies stoppet salg af rejser midlertidigt. Det er uvist, hvornår det igen er muligt, oplyser administrerende direktør Jan Vendelbo.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland