Gå til hovedindhold
Sport

TV2: Regeringen ønsker forsøg med flere end 500 tilskuere

08-06-2020 KL. 09:10
Tribunerne var tomme, da FC København søndag slog Randers i Parken.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Fredag lagde regeringen op til, at der fra næste fase af genåbningen kan komme 500 tilskuere på stadion til eksempelvis superligakampe, men nu vil regeringen gennemføre et forsøg, hvor flere får lov at komme ind.

Det erfarer TV2, der er kommet i besiddelse af et brev, som statsminister Mette Frederiksen (S) har sendt til partilederne.

- Såfremt partierne er indstillede på det, vil regeringen imidlertid foreslå en aftale om, at der i løbet af etape 1 gennemføres et forsøg, hvor der kan afvikles en eller flere superligakampe med et større antal tilskuere end 500, lyder det.

Mette Frederiksen understreger dog, at det forudsætter, at sundhedsmyndighederne vurderer, at der kan laves en forsvarlig model.

- På baggrund af forsøget vil sundhedsmyndighederne, politiet og eventuelt andre relevante myndigheder kunne evaluere, om det er foregået sundhedsmæssigt forsvarligt, lyder det i brevet.

Efter at der fredag blev åbnet op for, at der kan komme op til 500 tilskuere til fodboldkampe, var blandt andet FC København ude med en plan for, hvordan der forsvarligt kan lukkes endnu flere ind, da man ikke mener, at 500 vil gøre nogen forskel.

FCK udarbejdede en model, hvor Parken kunne opdeles i 21 sale med 500 i hver, så der i alt kunne lukkes 10.500 tilskuere ind.

Mette Frederiksens brev melder ikke noget om, hvor forsøget skal afprøves.

Hos Venstre mener kulturordfører Britt Bager ikke, at man bør forsinke processen med forsøg. Hun mener, at klubberne er i stand til at tage imod flere.

- Der er en del stadioner i Danmark, som kan have mellem 15.000-40.000 tilskuere. Der skal vi lave en individuel vurdering af, hvor mange de kan lukke ind. Divisionsforeningen har lavet en plan med sektorinddeling og særlige mødetidspunkter.

- Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal forsinke processen nu med forsøg. Jeg har tillid til, at klubberne sammen med myndighederne kan lave nogle forsvarlige løsninger, siger Britt Bager til Ritzau i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland