Gå til hovedindhold
Lokalt

TV2 sender Knæk Cancer fra Posthustorvet i Skive

11-10-2017 KL. 21:51
Empty
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Knæk Cancer sparkes for alvor i gang mandag 23. oktober, når Go' morgen Danmark blænder op for morgen-tv live fra Posthustorvet i Skive.

Dagen igennem danner torvet rammen for en lang række aktiviteter, liveoptrædener og foredrag for både børn og voksne. Det hele rundes af med en minikoncert med Xander, mens 'Tænd et lys'-ceremonien lyser op i mørket.

Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Fokus på lokale initiativer

Der bliver i hvert fald noget at komme efter, når arrangørerne står klar på Posthustorvet til bl.a. at fortælle om de lokale støtte- og rådgivningsmuligheder. Besøgende kan også springe flere måneders venteliste over og få et gratis modermærketjek af en hudlæge, komme til spørgetime om HPV, møde en rygestoprådgiver eller lave en kreativ fortolkning af Knæk Cancer-blomsten i Det Kreative Værksted, hvor også #knækcancerblomst-ambassadør Mathias Käki vil være tilstede.

Derudover kommer én af de forskere, der arbejder på et af de - indtil videre - 221 Knæk Cancer-projekter, som er kommet i gang på baggrund af indsamlingerne. Det er kræftforsker Emil Kofoed-Olsen fra Aalborg Universitet. Han har modtaget 1 mio. kr. til at teste effekten af en ny kræftvaccine, som skal aktivere immunsystemet, så det kan angribe kræftcellerne.

I løbet af dagen vil lokale professionelle sportsudøvere skrive autografer, og en række musikere vil optræde - deriblandt Taxit, Skive Postorkester, Caroline Fjerbæk Olsen samt Skive Gymnasium og HF. Lokale madboder sørger for, at besøgende kan få stillet sulten og donerer samtidig et overskud til Knæk Cancer.

Om aftenen sender 'Go' aften Danmark' live fra pladsen, hvor studievært Michèle Bellaiche får besøg af nogle af de mange danskere, der har haft sygdommen inde på livet, samt de forskere, der hver dag arbejder for at udvikle og bedre kræftbehandlingen.

- Jeg glæder mig virkelig til at skulle med Knæk Cancer på tur rundt i Danmark igen i år. Det er helt særligt at mærke det sammenhold, Knæk Cancer skaber, og som kan mærkes i hver eneste by, vi besøger. Hvert år har det gjort stort indtryk på mig, hvordan man i de enkelte byer står sammen om den her sag og møder op på pladsen for at støtte og bakke hinanden op. I år skal vi rundt i fire nye byer, og jeg er sikker på, at det igen vil blive en stærk og rørende oplevelse, som jeg glæder mig til at være en del af, siger Michelle Bellaiche.

Tænd et lys' - håb i mørket

Når mørket falder på, holder den lokale 'Stafet For Livet' en 'Knæk Cancer - Tænd et Lys' ceremoni til støtte for dem, der er ramt af kræft, og til minde om dem, som er døde. I løbet af dagen kan man købe lysposer og dekorere dem med tegninger eller personlige hilsener.

I forbindelse med 'Tænd et Lys' holder Birthe Markfoged, hospicechef ved Hospice Limfjord, lystale. Efterfølgende synger koret 'Sang på menuen' for til fællessang, og der holdes et minuts stilhed. Dagen rundes af med en minikoncert med Xander.

 Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen, glæder sig over, at 'Knæk Cancer på tur' igen i år kommer rundt i landet.

- Knæk Cancer-kampagnen er ikke kun en indsamlingskampagne. Det er i lige så høj grad en oplysningskampagne. Jeg er stolt og taknemmelig over, at Skive Kommune, Sundhedscenter Skive, Kræftrådgivningen i Herning, de frivillige i lokalforeningen og den lokale Stafet for Livet har planlagt en lang række aktiviteter og oplevelser samtidig med, at de hjælper med at samle ind til kræftsagen. Det er med til at gøre flere opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at vi forebygger, når vi kan, men også på, at der er hjælp at hente, hvis sygdommen rammer, siger Leif Vestergaard Pedersen.

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland