Ritzau Sport

Udbryderliga overvejer ændringer efter engelsk exit

Udbryderligaen Super League vil overveje de næste skridt for at "ændre projektet", efter at alle engelske klubber har trukket sig fra turneringen.

Det oplyser ligaen i en erklæring natten til onsdag dansk tid.

- På trods af den annoncerede afgang fra de engelske klubber, der er blevet tvunget til at tage sådan en beslutning på grund af presset på dem, er vi overbeviste om, at vores forslag er helt på linje med europæisk lovgivning.

- Med tanke på de nuværende omstændigheder vil vi genoverveje de mest passende skridt for at ændre projektet, lyder det blandt andet i erklæringen.

Udmeldingen kommer, efter at samtlige engelske hold - Arsenal, Chelsea, Liverpool, Manchester United, Manchester City og Tottenham - har trukket sig fra turneringen.

Dermed kan den planlagte udbryderliga være lagt i graven, inden projektet overhovedet er kommet fra land.

/ritzau/Reuters