Debat

Ude med riven

Jeg så, at Henrik Henriksen fra Borgerplatform var ude med riven, det var DF der stod for skud.

Her blev både Preben Andersen og Erik Mortensen nævnt som personer uden politik. Jeg ved ikke om det er de sure rønnebær det handler om, men faktum er, at borgerne gav DF et kanon valg og Borgerplatform kom ikke i kommunalbestyrelsen.

I valgkampen havde DF langt mere materiale om deres politik end Borgerplatform havde, så kritikken er uberettiget. Med hensyn til besparelser, så har Preben vist, at han med sin vedholdenhed, var primus motor i en besparelse på vedligeholdelsen af kommunens veje på over 100 Mkr.

Kender jeg Preben og Erik ret, så vil der komme flere besparelser, men det er ikke alt, der egner sig til at drøfte offentlig i en valgkamp. Besparelser vil nogle gange ramme ansatte i kommunen, det skal i første omgang foregå bag lukkede døre.

Men det er let at stå udenfor og love guld og grønne skove, så længe man ikke har ansvaret. Det så vi jo tydeligt, da den nuværende regering kom til magten. Jeg er meget taknemmelig, for alle der stemte DF. Selv om jeg ikke kom ind, så er jeg sikker på, at dem, vi fik valgt, vil gøre en forskel.

Carl Eiler Carlsen

Dansk Folkeparti

Durupvej 33B

Glyngøre

7870 Roslev