Ritzau Sport

Uefa-præsident truer spillere med udelukkelse fra VM og EM

Præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Aleksander Ceferin, truer spillerne fra de 12 medstiftende klubber i Super League med udelukkelse fra landsholdet.

De vil gå glip af EM- og VM-slutrunder, understreger han på et pressemøde mandag.

Dermed gentager han den trussel, som Uefa sammen med de nationale forbund og ligaer i Italien, Spanien og England søndag udsendte i kølvandet på historien om en snarlig offentliggørelse af Super League.

Planerne om turneringen, som klubberne vil deltage i frem for Champions League, blev præsenteret natten til mandag.

Af dem fremgår det, at 15 klubber skal være turneringens stiftere. Dermed mangler tre klubber endnu at blive fundet. Fem klubber kan derudover kvalificere sig til turneringen i hver sæson.

Manchester City, Liverpool, Arsenal, Chelsea, Tottenham, FC Barcelona, Real Madrid, Atlético Madrid, Inter, Juventus og Milan er med i aftalen.

Hvis Uefa gør alvor af sin trussel, betyder det, at Andreas Christensen, Pierre Emile-Højbjerg, Martin Braithwaite, Christian Eriksen og Simon Kjær vil blive udelukket fra landsholdsfodbold.

Uefa og de øvrige forbund har desuden truet klubberne med udelukkelse fra alle andre turneringer.

/ritzau/