Lokalt

Undersøgelse af kuldsejlede projekter godkendt

Skive Byråd godkendte tirsdag en anmodning til Statsforvaltningen Midtjylland om at undersøge og vurdere, hvad Skive Kommune har gjort i forhold til en række projekter om udvikling af landsbyer og landdistrikter i kommunen siden 2007.

Byrådet lukkede i november sidste år 45 projekter på grund af blandt andet mangel på styring og brug af ikke bevilligede penge til projekter i Afdelingen for Udvikling og Strategisk Planlægning. Regningen for de kuldsejlede projekter lyder på mindst 10,2 millioner kroner.

Op til et byrådsmøde i november undersøgte Skive Kommune selv de projekter, som Afdelingen for Udvikling og Strategisk Planlægning har sat i værk. Men kommunen gik ikke ned i de enkelte projekters bilag.

Og nu skal Statsforvaltningen altså undersøge, om der er foregået noget ulovligt i forhold til de rammer, kommunerne har at arbejde under.

Succes har mange fædre. Det har de forliste udviklingsprojekter ikke, konstaterede Jan Dyhrberg Andersen (S), Jebjerg, i byrådssalen.

- Det har ikke været behageligt at være medlem af Skive Byråd på det seneste. Vi ved faktisk ikke, om vi har gjort noget forkert. Jeg er glad for, vi henvender os til Statsforvaltningen. Vi kunne have fået nogle advokater til at undersøge, hvad der er foregået. Så kunne vi have fået svar, vi havde bestilt. Statsforvaltningen er en uvildig, statslig myndighed, sagde Jan Dyhrberg Andersen.

Han bemærkede også, at om to og et halvt år er der kommunalvalg, og så kan vælgerne i Skive Kommune selv afgøre, om det er de rigtige politikere, de har.

Arne Spicer Lindgren (V), Glyngøre, meddelte, at mange af de initiativer, Afdelingen for Udvikling og Strategisk Planlægning har sat i gang, har været succeser.

- Jeg har lige været til et møde, hvor folk fra andre kommuner ikke kunne fortælle os noget, vi ikke kan i Skive Kommune. Vi er langt fremme, når det gælder udvikling i Skive Kommune. Snart får vi besøg fra Holland af folk, der vil lære noget om, hvordan vi arbejder med udvikling i Glyngøre og Skive Kommune, sagde han.

Frits Laursen (EL), Vile, har selv bedt Statsforvaltningen om at undersøge forholdene omkring de kuldsejlede projekter i Skive Kommune. Han vil gerne have placeret ansvar.

- Jeg kan godt forstå, at frivillige i Skive Kommune kan føle sig skuffet over det, de har hørt. Samtidig må jeg sige, at jeg oplever det som hulens, at frivillige i projekter pludselig kan skifte fra frivilligt arbejde til lønnet arbejde, sagde Frits Laursen.

Preben Andersen (DF), Nr. Søby, nævnte også lønnet arbejde under udviklingsprojekter.

- I lørdags var der endnu en artikel i Skive Folkeblad om nogle, der havde fået løn for udviklingsarbejde. På den anden side kræver nogle, at vi skal betale endnu flere konsulenter for at undersøge, hvad vi har gjort. Jeg håber virkelig, Statsforvaltningen går gennem bilag. Jeg tror ikke, de vil finde noget ulovligt, sagde Preben Andersen.

Anna-Lise Vestergaard (V), Oddense, pegede på, at undersøgelsen af forholdene i Afdelingen for Udvikling og Strategisk Planlægning blev sat i gang i forrige byrådsperiode under daværende borgmester Flemming Eskildsen (V), Glyngøre.

- I november sidste år så vi så, at vi manglede klare regler på området, og vi tog konsekvensen af det, sagde hun.

Anna-Lise Vestergaard oplever, at der er sket en stor mistænkeliggørelse af Skive Byråds arbejde.

- Derfor er det meget fint, vi får Statsforvaltningen til at undersøge, hvad der er sket.

Anders Bøge (SF), Skive, er også tilfreds med det.

Men Flemming Eskildsens rolle er han ikke så sikker på.

- Det er sådan set en gammel sag, som det nuværende byråd ikke har sat i værk. Det ville have været fint, hvis den tidligere borgmester (Flemming Eskildsen, red.) havde udtrykt sig klart. Det har han ikke gjort, og nu sidder vi så hér, sagde Anders Bøge.

Arkivfoto