Gå til hovedindhold
Ritzau Kriminalitet

Ung mand sigtes for drab efter fund af livløs person

16-12-2018 KL. 15:05
Politiet i Holbæk rykkede talstærkt ud til en lejlighed i Holbæk lørdag aften. Her fandt de en livløs mand, som formentlig døde af knivstik. (Arkivfoto)
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det var efter alt at dømme knivstik, som kostede en 43-årig mand livet i Holbæk lørdag aften.

En 20-årig mand er søndag blevet sigtet for drab og varetægtsfængslet i godt tre uger i sagen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- 20-årig mand blev i grundlovsforhør varetægtsfængslet til 8. januar på begrundet mistanke om drab på 43-årig mand i Holbæk, skriver politiet på Twitter.

Den afdøde mand blev fundet død i sin lejlighed Holbæks midtby lørdag aften.

I første omgang meddelte politiet, at der var tale om et "mistænkeligt dødsfald".

Men søndag er den 20-årige altså blevet sigtet for at have dræbt manden.

- Den anholdte blev anholdt lørdag aften, efter at politiet klokken 19.30 modtog en anmeldelse om, at der i en lejlighed i Holbæk midtby befandt sig en livløs person.

- Politiet kunne sammen med lægefagligt personale konstatere, at en mand var afgået ved døden formentlig som følge af knivstik i kroppen, skrev Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse søndag formiddag.

Politiet har i sin efterforskning rettet blikket mod misbrugsmiljøet i den nordvestsjællandske by.

Det er ikke oplyst, hvem der slog alarm til politiet.

Grundlovsforhøret gik i gang klokken 10.45 ved Retten i Roskilde. Det varede i knap fire timer.

Anklagemyndigheden ønskede at køre retsmødet for lukkede døre. Årsagen var hensyn til den videre efterforskning i sagen. Det accepterede dommeren, og det er derfor uvist, hvilke beviser politiet har mod den sigtede mand.

Det er ikke oplyst, hvordan den 20-årige stiller sig til sigtelsen.

Begge mænd kommer fra Holbæk. De pårørende til den døde er underrettet.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland