Ritzau Udland

USA giver 76 saudiarabere indrejseforbud i Khashoggi-sag

USA indfører visumrestriktioner for 76 saudiarabere, der er mistænkt for at have været involveret i drabet på den kritiske journalist Jamal Khashoggi i 2018.

Det meddeler udenrigsminister Antony Blinken umiddelbart efter offentliggørelsen af en efterretningsrapport om drabet.

Rapporten konkluderer, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammad bin Salman, godkendte - og måske beordrede - drabet.

USA vil ikke tolerere personer, der truer eller angriber aktivister, journalister og kritikere på vegne af udenlandske regeringer, siger Blinken.

- Vi har gjort det absolut klart, at Saudi-Arabiens angreb på aktivister, dissidenter og journalister må stoppe, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Derfor bliver der nu indført et forbud, der er opkaldt efter Khashoggi, siger udenrigsministeren.

Det indebærer visumrestriktioner for enhver, der "handler på vegne af en udenlandsk regering og menes at være direkte engageret" i alvorlige overgreb mod dissidenter i andre lande.

Jamal Khashoggi blev slået ihjel på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske storby Istanbul i oktober 2018.

Han havde skrevet en lang række kritiske artikler om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien. Han skrev blandt andet for Washington Post.

Khashoggi var saudiarabisk statsborger bosat i USA.

/ritzau/Reuters