Gå til hovedindhold
112

Usædvanligt tyveri: Tyve hyrede uvidende vognmænd til at flytte vinduer for 450.000 kr.

13-09-2020 KL. 08:51
Empty

27 paller med vinduer til i alt 450.000 kroner blev søndag aften og nat stjålet fra Holstebrovej 48 i Skive. Mandag aften var de tilbage igen.
Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Et noget uventet syn mødte ansatte fra virksomheden TBS i Skive, da de forleden mødte ind på Holstebrovej 48 i Skive, hvor virksomheden er ved at skifte vinduer på Holstebrovej.

Derfor var 27 paller med vinduer til i alt 450.000 kroner hegnet ind ved gavlen til Holstebrovej 48.

- Mandag morgen ringede nogen af de ansatte for at sige, at vinduerne var væk, siger projektchef Niels Thomsen fra TBS på Rævevej i Skive.

Det gav godt nok ikke meget mening for projektchefen, men den var god nok.

Der var helt tomt ved gavlen.

Til gengæld var låsen til hegnet klippet op, så de 27 paller kunne fragtes over i en lastbil.

Selve tyveriet begyndte søndag ved 23-tiden.

På det tidspunkt kom en lokal kranvogn kørende til Holstebrovej. Den lokale chauffør var hyret til at fragte vinduerne til Herning. Ifølge projektchefen havde chaufføren ikke kendskab til kuppet.

- Han var blevet ringet op af nogen, der udgav sig for at være fra et tømrerfirma. De sagde, at vinduerne var fejlleveret, og at de derfor ville have chaufføren til at fragte dem til et nyt sted, siger Niels Thomsen.

- Chaufføren undrede sig godt nok over det sene tidspunkt, tilføjer han.

To timer senere var den lokale chauffør klar til at køre mod Herning.

Flyttearbejdet vakte dog en del undren og nysgerrighed hos beboerne i området.

Så de spurgte dem på stedet, hvad de var i gang med og hvorfor vinduerne skulle flyttes.

Igen var svaret, at vinduerne var leveret ved en fejl.

En af beboerne nåede dog at registrere kranvognens nummerplade, så den var let at spore sig frem til.

- Så vi fik let adressen på det sted i Herning, hvor chaufføren havde leveret vinduerne i Herning, siger Niels Thomsen.

På det tidspunkt var vinduerne på vej til en ny destination.

- De (tyvene red.) havde booket en ny chauffør til at køre dem til Vejle. Det må jo være for, at vinduerne hele tiden er i bevægelse og på den måde ikke er så lette at spore, siger Niels Thomsen.

Med politiets hjælp lykkedes det at stoppe chaufføren på vej til Vejle.

I det tilfælde forklarede chaufføren, at han var blevet kontaktet af et tømrerfirma fra Randers, som talte om fejllevering.

Efter to ture i lastbiler på under et døgn, var de 27 paller med vinduer tilbage på Holstebrovej i Skive mandag ved 19-tiden.

- Vi er mægtig glade for, at de er tilbage - og de er heldigvis uskadte, så vi kunne hurtigt komme i gang med arbejdet på Holstebrovej igen, siger Niels Thomsen, der uddyber, at der ellers ville være 10 ugers leveringstid på nye vinduer.

- Vi har aldrig oplevet noget lignende før. Det havde forsikringsselskabet heller ikke, sagde de, lyder det fra projektchefen.

- Det er også helt vanvittigt, at man kan finde på at stjæle på den måde, siger Niels Thomsen.

Politiet efterforskningsafdeling i Viborg bekræfter, at de efterforsker sagen, men ønsker dog ikke at kommentere sagen på nuværende tidspunkt, da efterforskningen ikke er slut.

Politiet oplyser, at der endnu ingen sigtede er i sagen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste 112

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland