Erhverv

Vækst: Lokal producent af affaldsbeholdere udvider og bygger nyt domicil

Hos Joca A/S i Vinderup er der fortsat fuld gang i salget af affaldsløsninger til kunder over hele landet. Så meget, at virksomheden nu udvider og bygger nyt domicil længere nede ad gaden.

Behovet for effektiv affaldssortering stiger, og det mærkes i høj grad hos Joca A/S i Vinderup, hvor salget af affaldsbeholdere til kommuner og boligforeninger er vokset støt hen over de senere år.

De nationale målsætninger og EU-krav til, hvor meget borgerne ude i kommunerne skal affaldssortere, øger efterspørgslen på fleksible affaldsløsninger, der for eksempel. kan deles op og indeholde flere typer af affald, eller beholdere, som opbevarer affaldet under jorden, lyder det fra Joca A/S.

- Det stigende fokus på cirkulær økonomi og krav til øget sortering og genanvendelse af affald mærker og ser man tydeligt hos Joca A/S, som i det seneste regnskabsår igen har slået omsætningsrekord. Vi har over de sidste to regnskabsår formået at øge vores omsætning med 70 procent. Det taler jo et tydeligt sprog om, at vores løsninger er yderst efterspurgte på markedet for effektiv og brugervenlig affaldssortering, siger administrerende direktør Karsten Jensen.

Siden april 2019 har han stået i spidsen for virksomheden i Vinderup i et tæt samarbejde med ejeren, Søren Jensen.

Væksten betyder også flere ansatte i virksomheden, som knap har fordoblet antallet af medarbejdere i løbet af de sidste par år og nu er oppe på over 60 medarbejdere, lyder det fra Karsten Jensen.

- Vi har igangsat byggeri af et nyt domicil på nabogrunden til vores eksisterende hovedkontor. Her bygger vi kontorfaciliteter på i alt 800 kvadratmeter i to etager, som vi forventer at kunne flytte ind i til sommer, siger Karsten Jensen.

Joca A/S tror på fortsat vækst inden for levering af fleksible affaldsløsninger. Men virksomheden arbejder også aktivt med flere nye forretningsområder som blandt andet serviceaftaler og mobile vaskeløsninger, der skal give rengjorte og vedligeholdte affaldsbeholdere over hele landet. Derudover har virksomheden investeret i mobilt udstyr, der kan knuse gamle, indsamlede plastbeholdere, inden de sendes til videre forarbejdning og genanvendelse i plastindustrien.

joan

Joca A/S i Vinderup nyder godt af stigende krav til affaldssortering. På billedet ses virksomhedens ejer, Søren Jensen. Arkivfoto: Steen Don