Debat

Valgår

Med penge på kistebunde er politikkerne ude med små og store bud på, hvad vi skal. Nogle vil tækkes sporten, andre kulturen, der er jo stemmer i begge lejre.

Der er også nogle med store planer om et beboelsesområde, hvor åen skal fremstå mere synlig. Personlig tror jeg, vores 200 km badestrand og de seks lystbådehavne er mere attraktive end en å.

Nu er det sådan med boliger, de skal nok blive bygget, hvis der er behov for dem. Bygger man boliger nu, så presser man hele boligmarkedet, det kan give et alvorligt bagslag. Der skal føres en politik, der skaber arbejdspladser, dels ved at bakke op om de virksomheder, vi har, så de kan vokse, dels ved at tiltrække nye virksomheder. Arbejdspladser tiltrækker borgere, som vil bo i kommunen, herefter opstår der et naturligt behov for boliger.

Jeg finder det også lidt underligt, at vi nu har levet med parkeringsproblemer i Skive by, siden man fejlagtigt placerede rådhuset i det tættest bebyggede område og sendte kulturen ud i industriområdet. Forvaltningens eneste bud på at løse problemet er tidsbegrænsning og parkeringsvagter, med andre ord forbud mod parkering. Specielt er det de ansatte i butikker og på rådhus, der jages. Der er ingen, der tænker på, at forældre med børn, der skal afleveres i børnehaven eller på skolen, også efter arbejde skal hente dem igen, handle ind efterfølgende og hjem og lave mad, skal have mulighed for at parkere forholdsvis tæt på deres arbejde.

Jeg synes, det er på tide, at nogen tager ansvar for at løse Skive bys parkeringsproblemer. Jeg husker stadig, at vi var nogle, der talte meget højt om parkeringsproblemer, da trafikterminalen blev lavet. Havde vi ikke gjort det, så var trafikterminalen aldrig kommet til at virke, det var blevet fuldstændig kaotisk.

Det vil være enkelt at lave parkeringspladser ved rådhuset i to etager, da det er et skrånende terræn. Prisen burde også være overkommelig, andre byer kan finde ud af overdække en parkeringsplads, så pladsen bliver øget med ca. 75 procent. Hvis ikke vi får det løst nu, så vil det være et voksende problem de næste mange år.

Carl Eiler Carlsen,

konservativ,

Durupvej 33 B,

Glyngøre

7870 Roslev