Gå til hovedindhold
Ritzau Politik

Valgforsker spår svært EU-parlamentsvalg for Bock og LA

12-09-2018 KL. 19:30
Mette Bocks dagligdag som minister giver hende en fordel ved kommende europaparlamentsvalg, vurderer valgforsker.
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det bliver svært for Liberal Alliances indstillede spidskandidat til EU-parlamentsvalget, Mette Bock, at vinde en plads i Europa-Parlamentet.

Det vurderer valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

- Jeg tror, at det bliver svært. Det er ikke, fordi det er Mette Bock, men Liberal Alliance er jo et lille parti, siger Møller Hansen.

Det giver dog god mening for Liberal Alliance at indstille Mette Bock som spidskandidat.

Kasper Møller Hansen vurderer, at kulturministeren kan få et rigtig godt personligt valg.

Til EU-parlamentsvalg stemmer vælgerne ifølge valgforskeren ofte personligt, og Mette Bock er en stærk borgerlig kandidat, siger han.

Han påpeger, at det er en fordel, at hun er minister.

- Liberal Alliance får den fulde gennemslagskraft fra hendes personlighed og fra hendes kendthed som minister, siger han.

- Det er helt essentielt, at man er en kendt personlighed, når man stiller op til EU-parlamentsvalget.

Her henviser han til både Poul Nyrup Rasmussen (S), der tidligere har siddet i parlamentet, og Morten Messerschmidt (DF), der sidder der nu.

De Konservative stiller ved det kommende EU-valg med Pernille Weiss, som valgforskeren ikke ser som en ligeså stærk spidskandidat.

I dag repræsenterer Bendt Bendtsen De Konservative i Europa-Parlamentet. Men han genopstiller ikke.

Stemmerne kan ifølge Kasper Møller Hansen rykke rundt i den borgerlige blok ved det kommende EU-valg.

- Konservative har ikke en minister (som kandidat, red.), som de har haft tidligere. Det kan være, at der er nogle konservative stemmer, der er i spil på den borgerlige fløj, siger han.

- Det kan være, at hun lige akkurat kan komme ind, men umiddelbart er det svært for Liberal Alliance.

Liberal Alliance har ikke tidligere været repræsenteret i Europa-Parlamentet.

Indstillingen af Mette Bock signalerer, at Liberal Alliance tager det meget seriøst og går "all-in", vurderer valgforskeren.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland