Gå til hovedindhold
Sport

Vanvittigt drama: Skive fH holder fast i opspilsdrømmen

01-03-2020 KL. 20:49
Empty

Emil Grønbech og Skive fH slap af sted med sejren efter en episk afslutning. Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Et drama af dimensioner udspillede sig sent søndag aften i Interfjord Arena mellem Skive fH og TM Tøner. Den del vender vi tilbage til.

Hjemmeholdet var pisket til sejr for at holde sig inde som en brandvarm kandidat til de eftertragtede opspilspladser, mens udeholdet jagtede den syvende sejr i træk.

De sønderjyske gæster kom med andre ord med stor selvtillid, og de var ikke sådan at hægte af. Faktisk var det Tønder, der havde første halvlegs største føring, da de af et par omgange var foran med to mål.

Skibonitterne bed dog tilbage og overtog føringen, inden den igen skiftede hænder frem mod pausen, hvor TM Tønder kunne gå i omklædningsrummet foran med 15-14.

Dermed var der lagt op til en intens og drabelig duel i de sidste 30 minutter, og det var lige nøjagtigt, hvad publikum blev forkælet med.

Skive fH gik i front med 17-16, men for mange spildte muligheder betød fire scoringer i træk til Tønder-mandskabet, hvilket resulterede i kampens hidtil største forspring på tre mål til Jan Paulsens udvalgte.

Det tog dog ikke modet fra hjemmeholdet, som ikke havde i sinde at lægge sig ned. 17-20 blev forvandlet til 23-23 med 12 minutter igen, og så levede opgøret igen for fuld udblæsning.

Med sit tredje mål i træk gjorde Thomas Damgaard det efterfølgende til 24-23 i tomt mål, og så var gode råd pludselig dyre for gæsterne, der kaldte til timeout.

Lige lidt hjalp det, for ni minutter før tid havde Skive sat sig på en føring på 26-23.

Det sidste drama havde imidlertid ikke udspillet sig endnu, og godt fire minutter senere var der udlignet til 27-27.

Malte Justesen brændte sekunder senere på det skammeligste på en storspillende Christian Trans, og så var det pludselig Tønder, der igen fik lov at sætte sig på føringen.

Tobias Balsby udlignede til 28-28, og da gæsterne efterfølgende brændte, havde Skive bolden på egne hænder på vej ind i det sidste minut. Nickolei Jensen kom til afslutning med 40 sekunder tilbage, men Christian Trans gik rigtigt i målet, og dermed var der lagt op til, at TM Tønder skulle have den sidste mulighed for at sikre begge point.

Den chance gik Felix Kasch op for at udnytte med få sekunder tilbage, men han blev dømt for angrebsfejl i situationen. På det tidspunkt havde Tønder-spilleren fortsat bolden i hånden, og da han valgte at holde fast i den i stedet for at lægge den fra sig, så dommerne ingen anden mulighed end at uddele et direkte rødt kort og i samme omgang tildele Skive fH et straffekast i absolut sidste sekund.

Den nærmest ulidelige opgave blev Thomas Damgaard sat til at eksekvere, og på kølig vis passerede han målmanden med sejrsscoringen til 29-28 som en episk afslutning på aftenens strabadser.

Med sejren er Skive fH på fjerdepladsen i 1. division blot et point efter både nummer to og tre, HC Midtjylland og IK Skovbakken.

Læs meget mere om opgøret i Skive Folkeblad mandag.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland