Kultur

Venter lidt med billetterne: Bestyrelse satser stadig på Skive Festival til sommer

Coronaen har været lyseslukker for meget i løbet af 2020.

Det gælder blandt andet sommerens festivaler, som i år ikke blev til noget.

Også Skive Festival måtte aflyse de tre dages fest på Strandtangen.

I stedet rettede bestyrelsen for Skive Festival blikket mod juni 2021, hvor der efter planen igen skal være en festival.

- Vi satser helt sikkert på 2021. Vi kender bare ikke rammerne for sommerens festivaler, så vi venter lidt med at sætte flere billetter til salg, siger Michael Eiskjær, der er bestyrelsesformand for Skive Festival.

Han fortæller, at 5000 personer valgte at beholde deres billet fra 2020.

- Og det er vi meget glade for. Men idet vi ikke kender rammerne endnu, ved vi heller ikke, hvor mange gæster, vi må lukke ind i 2021, siger Michael Eiskjær.

Formanden oplyser, at de er villige til at strække sig et godt stykke for at kunne afvikle en festival til sommer.

Han er blandt andet opsat på at komme på en ordning, hvor alle festivalgæster får taget en lyntest, inden de får adgang til festivalpladsen.

Lyntesten er et nyt studie, som skal undersøge, om en hurtigtest af covid-19 inden store begivenheder som fodboldkampe eller koncerter kan mindske smitten med coronavirus.

Dansk Live og Divisionsforeningen er sammen om forsøget.

- Det håber vi meget på kan lykkes, så det også kan bruges til Skive Festival, lyder det fra Michael Eiskjær.

Ellers håber han også, at vaccinen når at blive så udbredt i Danmark inden sommer.

- Vi er ret langt i planlægningen. Vi har gode aftaler med både kunstnere, leverandører - og så har vi i alle årene haft fantastiske frivillige, som jeg også er sikker på træder til næste år, fortæller Michael Eiskjær.

Katrine Friis Pedersen

kfp@skivefolkeblad.dk

Foto: Thomas Køser