Gå til hovedindhold
Sport

Vetters gennembrud har sikret ny SIK-kontrakt

01-08-2020 KL. 20:49
Empty

Jacob Vetter har skrevet under på en ny kontrakt med Skive IK. Arkivfoto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Jacob Vetter har i sin anden sæson i Skive IK for alvor spillet sig ind i bevidstheden hos alle med tilknytning til klubben.

Både hos fans, trænere og den sportslige ledelse er der tikket plusser ind på bogen gang på gang, og niveauet er løftet milevidt sammenlignet med hans første sæson i den gule trøje. Derfor er backspilleren nu blevet belønnet med en ny kontrakt hos skibonitterne.

- Han har været her i to år og har udviklet sig kolossalt. Han er gået fra periferien i truppen til at være fast mand på backen. Han er bare en power-spiller af bedste karat, og man får altid en 100 procent indsats fra ham i træning og kamp. Med den måde, vi spiller på, og den situation vi er i hvert år, er det bare vigtigt at have folk, der altid giver sig fuldt ud - og det gør Jacob Vetter, siger sportschef Rasmus Brandhof.

Både 21-årige Vetter og klubben kan tilmed glæde sig over, at aftalen løber for de kommende to sæsoner.

- Det er egentlig altid strategien. Når de unge spillere får et år ad gangen, bliver det lidt bøvlet forhandlingsmæssigt og også udviklingsmæssigt. Lige så snart der er gået et halvt år, går de og tænker på, om de ikke snart skal have en ny kontrakt. Derfor er det vigtigt for os, at de i den alder får to-årige kontrakter, så de kan finde ro og bare give los, siger SIK-sportschefen.

Med aftalen på plads med Jacob Vetter er Rasmus Brandhof et skridt nærmere at være i mål med fremtidsafklaringen for de spillere, der har været i truppen i denne sæson.

I den forbindelse er der blevet sagt farvel til en håndfuld folk, ligesom der også er blevet lavet en stak forlængelser. De sidste flueben kan dog ikke sættes endnu.

- Der er lidt forhandling. Jacob Dehn, Jeppe Mogensen og Mathias Bonde er de tre, der har udløb, hvor der ikke er en afklaring endnu, siger Rasmus Brandhof.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland