Gå til hovedindhold
Sport

Viborg-borgmester efter aflysning af landskamp: - Vores aftale kan være værdiløs

18-10-2017 KL. 13:55
Empty

Borgmester Torsten Nielsen sammen med kvindelandsholdets anfører Pernille Harder efter EM-sølv i sommer. Arkivfoto: Benjamin Christensen

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Det er langt fra en glad Viborg-borgmester Torsten Nielsen (K), Sparkær, der onsdag middag kunne konstatere, at DBU har sendt afbud til kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Sverige på fredag

I første omgang får det ikke direkte konsekvenser for hverken Torsten Nielsen eller Viborg Kommune, da kampen mod Sverige var fastsat til at skulle spilles i Sverige.

Men det kan få betydning for landsholdet og de kommende hjemmekampe, der skal spilles i Viborg.

- Det er frygtelig ærgerligt, og det er et stort tilbageskridt - også for Viborg Kommune, da vi også nød godt af den popularitet, kvindelandsholdet skabte omkring sig i sommer, siger Torsten Nielsen.

For få måneder siden forlængede Viborg Kommune aftalen med DBU med fire år, så Viborg Stadion frem til 2021 er fast hjemmebane for kvindelandsholdet.

Men nu er det usikkert, hvad afbuddet får af konsekvenser. Og dermed er det også usikkert, hvornår der igen skal spilles kampe i Viborg, og i givet fald hvilken betydning kampene har.

- Det hele er meget usikkert lige nu, og måske kan vores aftale vise sig at være værdiløs, hvis det ender med, at landsholdet bliver smidt ud af kvalifikationen til VM. Måske får de også en straf i forhold til den næste turnering, og så får vi intet ud af aftalen, siger Torsten Nielsen.

Det kommer dog ikke direkte til at koste Viborg Kommune penge, da der bliver betalt for hver enkelt kamp, der bliver spillet på det lokale stadion.

Men borgmesteren er træt af, at Viborg by mister omtale, handel og omsætning.

- Hvis flere kampe bliver aflyst, så kommer butikkerne, hotellerne og restauranterne til at miste en omsætning. Og det er meget ærgerligt - også for vores branding af Viborg, siger Torsten Nielsen.

Det er nu op til FIFA - det internationale fodboldforbund, at afgøre, hvad aflysningen får af betydning for det danske kvindelandshold.

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland