Gå til hovedindhold
Erhverv

(VIDEO) Efterladt med ti kasser sexlegetøj: Nu kan Dan blive årets iværksætter

14-12-2017 KL. 19:29
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det gik slet ikke som planlagt, da Dan Lei i 2013 arrangerede sexmessen Erotic In Motion i Ridehuset i Aarhus. Messen skulle til forskel fra andre sexmesser fokusere på kvalitet frem for underholdning, og faste elementer som lysshow og strip var erstattet af foredrag og undervisning.

Intentionerne var gode, men gæsterne svigtede, og så stod Dan tilbage med et underskud på 300.000 kroner og ti flyttekassser med sexlegetøj.

- Flere af dem, der havde stande, havde ikke råd til at betale mig, fordi der havde været så få gæster. Så jeg sagde til dem, at de bare kunne betale mig i legetøj, for jeg vidste godt, at hvis jeg lod dem gå, ville jeg måske aldrig se dem igen, siger Dan Lei til Skive Folkeblad.

Og det skulle vise sig, at være en god beslutning.

Aparte iværksættereventyr
Dan Lei havde ingen erfaring som selvstændig, da han ringede og forhørte sig om muligheden for at leje et forretningslokale på Marius Jensens Vej i Skive. Han var opsat på at få sin egen gæld på 300.000 ud af verden, og det skulle ske ved at få sælge sexlegetøjet til de lokale.

- Jeg fik lokalet til en pris, hvor jeg tænkte. Dét her, det kan ikke gå galt, siger Dan Lei.

Og galt gik det ikke. Men det tog lang tid, før det gik godt.

Sex sælger - mest på nettet
Dan opdagede hurtigt, at butikken ikke kunne genere nok salg alene, så han besluttede sig for at åbne en webshop. Han fandt ud af, at kunderne måske nok var interesserede i hans varer, men det var ikke ensbetydende med, at de havde lyst til at blive set gå ind i butikken og købe dem. Så var det trods alt nemmere at hente en anonym pakke på posthuset.

- Jeg kunne se på mine ordrer dengang som i dag, at der er nogle lokale, som hellere vil bestille varerne på nettet. Jeg har folk, som får det leveret i samme gade, som butikken ligger, siger Dan Lei.

Dan døbte butikken og sin nye webshop 'Erotic In Motion'. Samme navn som den mislykkede sexmesse. Når nu han havde annonceret for messen, kunne han ligeså godt udnytte den opmærksomhed, som det trods alt havde givet.

Piskeslag
Siden er salget vokset stødt. Den fysiske butik er flyttet til Frederiksgade, og Dan har åbnet en webshop mere, hvor han sælger BDSM-udstyr. Udstyret producerer han selv i læderværkstedet i baglokalet til butikken i Frederiksgade.

- Når jeg skulle bestille BDSM-udstyr hos grossisterne, havde jeg svært ved at finde varer i den kvalitet, som mine kunder efterspurgte. Så jeg besluttede jeg mig for at prøve at producere læderpiske selv, siger Dan Lei.

Hans første prototyper sendte han ud til kunder i miljøet, og på baggrund af deres tilbagemeldinger tilpassede han produktet.

- Jeg havde svært ved at finde ud af, hvordan den endelige pisk skulle være, men en nat vågnede jeg med et sæt, fordi idéen kom til mig. Så styrtede jeg ned i værkstedet og lavede pisken, siger Dan Lei.

Designet viste sig at virke, og siden har Dan ifølge sin egen optælling produceret og solgt omkring 10.000 piske. Kunderne kan i dag få piskene speciallavet, og Dan producerer både piske i læder fra køer, elge og viskere var en bilvask.

Tvivlede aldrig
Skive Business uddeler hvert år erhvervspriser til de erhvervsdrivende på egnen, og i år er Dan lei og 'Erotic In Motion' nomineret som årets iværksætter. Selv har butiksejeren aldrig tvivlet på, at det nok skulle lykkes at skabe en forretning, men når han kigger tilbage på de sidste fire år, overrasker det ham lidt, at han ikke gav op.

- De første år udbetalte jeg ikke løn til mig selv. Jeg betalte af på gælden, jeg stod tilbage med efter sexmessen. Heldigvis havde jeg en kammerat, en pensioneret revisor, som fortalte mig, at jeg først ville kunne se om butikken ville give overskud efter tre år. Havde han ikke sagt det, er jeg ikke sikker på, at jeg var fortsat, siger Dan Lei.

Nomineringen er en anerkendelse af, at Dan, der startede helt uden erfaring, er blevet dygtig til at drive forretning. Han ansætter snart sin første medarbejder, og han er begyndt at udbetale løn til sig selv.

- Jeg har en drøm om, at jeg skal til at konkurrere med Sinful (stor webshop med sexlegetøj, red.), som er en af de største på markedet. Det er et stort mål, men jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke kan snuppe en del af den kage, de spiser af, siger Dan Lei.

Kunne lige så godt sælge paraplyer
Dan fortæller gerne, at han sælger sexlegetøj, når han er i selskab med andre iværksættere, selv om han møder løftede øjenbryn.

- Jeg siger, at jeg sælger plastik-tissemænd, og så griner folk lidt, men de finder hurtigt ud af, at jeg ikke er anderledes end andre iværksættere. Jeg er sikker på, at hvis jeg solgte noget andet, så ville jeg være lige så passioneret omkring det, som jeg er med sexlegetøj, siger Dan Lei.

Dans forretningsidé bygger på god rådgivning, og han gør en dyd ud af, at kunderne bliver en lille smule klogere, når de handler i butikken. Især, hvis de køber en pisk.

- Der er mange par, som er interesserede i at købe en pisk, og hvis det er første gang, så tilbyder jeg, at de kan komme i butikken efter lukketid, så viser jeg dem, hvordan pisken kan bruges, siger Dan Lei.

Årets iværksætter bliver kåret den 25. januar ved et stort Show i Kulturcenter Limfjord. Dan Lei konkurrer med Daniel Wulff Justesen fra Limfjordens Hus og Nanna Primdal Kristoffersen og Allan Kristensen fra TKC Mad om at blive årets iværksætter.

Empty

Dan Lei producerer selv en del af det sexlegetøj, han sælger i butikken i Frederiksgade. Foto: Jacob Andersen

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland