Sport

Vigtig sejr i topkampen: Brandbyge var igen forrygende

Håndbremsen var trukket i lange perioder af kampen, da Skive fH lørdag havde besøg af Team Sydhavsøerne til en duel mellem nummer to og tre i herrehåndboldens 1. division. Skibonitterne havde et ganske glimrende forsvar, men angrebet fægtede i blinde uden rigtigt at finde den mand, som kunne føre sværdet.

Sydhavsøerne truede med at pille den sidste rest af direkte oprykningshåb ud af SfH’erne med en føring på 19-18 med 12 minutter tilbage, men det endte lykkeligt med hjemmesejr på 26-23.

Manden med den rigtige hånd om sværdet var endnu engang keeper Magnus Brandbyge. Han var forrygende i kampens start, og da Sydhavsøerne skulle have dødsstødet, hævede han sin redningsprocent til det umulige, så Skive gik fra 18-19 til 24-20.

En vigtig sejr for at holde takt med Nordsjælland - og en sejr som gør det næsten utænkeligt, at holdet skulle misse i minimum kvalspillet.

Magnus Brandbyge får kun en enkelt sæson i Skive fH. Ifølge Skive Folkeblads oplysninger præsenteres han snart som ny keeper i Århus Håndbold. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix