Gå til hovedindhold
Sport

Vinderup Padel indviet: Populær sport er kommet til byen

11-07-2020 KL. 16:10
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

 

Lørdag blev det nye, flotte Vinderup Padel-anlæg officielt indviet på idrætsanlægget i Vinderup.

- Det er en stor dag for Vinderup, det her, sagde hallens bestyrelsesformand Anders Toft i sin lille tale for de mange fremmødte, der blev trakteret med øl, vand og pølser.

- Det er den hurtigst voksende sportsgren i hele verden, sagde Anders Toft om ketsjersportsgrenen: padel.

Anlægget består af en singlebane og en doublebane.

- Det har alt i alt kostet 750.000 kroner, siger formanden for Vinderup Idrætsklub, Rasmus Jensen, til Skive Folkeblad.

Heraf kommer 150.000 kroner fra Holstebro Kommune, mens resten kommer fra sponsorer, idrætsklubben og hallen.

I padeludvalget finder vi også Kim Bøge, og det var egentlig ham, der for nogle måneder ringede til Rasmus Jensen og foreslog, at klubben skulle have en padelbane.

Denne telefonsamtale tog kun 27 sekunder - de ved det præcist, for de har tjekket deres log - for idrætsklubbens formand var ikke det mindste i tvivl: »Selvfølgelig skal der være padel i Vinderup,« sagde Rasmus Jensen.

Og nu er padel her: En sportsgren, der appellerer til alle, der har haft en ketsjer eller et bat i hånden.

En nem sport

Ricky Søgaard, som er medlem af padeludvalget forklarer Skive Folkeblad, hvorfor sporten er blevet så populær:

- Det er fordi, den er nem. Alle kan spille mod alle.

Og så handler det meget mere om teknik end om rå styrke.

- Du vinder ikke på at tyre løs. Du vinder på at være præcis, siger Ricky Søgaard.

Uden at gå i detaljer med reglerne kan man sige, at padel er en blanding mellem tennis og squash. Hvis man spørger Ricky Søgaard, hedder fordelingen 70 procent tennis og 30 procent squash.

Samtidig er der en strategi i spillet, som faktisk godt kan lede tankerne hen på bordtennis.

Og så skulle en padelkamp efter sigende være knap så hård ved knæ og led som tennis og squash.

Plads til flere medlemmer

I første omgang har man sagt, at anlægget har kapacitet til 50 medlemmer i Vinderup Padel. Og så må man se, om tallet med tiden kan justeres op.

På nuværende tidspunkt er der 35 medlemmer i Vinderup Padel, så der er altså stadig åbent for nye medlemmer.

Et medlemsskab for voksne koster 149 kroner om måneden.

Desuden er det muligt at spille på de nye baner efter princippet pay and play.

 

 

 

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Sport

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland