Gå til hovedindhold
Ritzau Indland

Vindmøller og sol skal forsyne Apple's datacentre med strøm

18-04-2019 KL. 18:45
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

En vindmøllepark og et 42 megawatt stort solcelleanlæg skal forsyne Apple's kommende datacentre i Viborg og Aabenraa med grøn strøm.

Det oplyser it-virksomheden til Ritzau.

Apple kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvor vindmølleparken og solcelleanlægget skal placeres.

Men det står klart, at det bliver i Danmark, og at den vedvarende energi skal kunne leveres allerede i 2020.

Samme år forventes datacentret i Foulum ved Viborg at være klar til at blive taget i brug.

Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår spaden stikkes i jorden til datacentret i Aabenraa.

Det er ikke Apple selv, der opfører vindmøllepark og solcelleanlæg. Det gør firmaets danske energipartner, European Energy A/S.

Oplysningerne om satsningen på vedvarende energi kommer samme dag, som Apple har offentliggjort sin årlige status over virksomhedens initiativer på energiområdet.

Apple har tidligere fortalt, at man har en ambition om at være selvforsynende med energi.

Det er dog først nu, at virksomheden fortæller konkret om planer om en vindmøllepark og et solcelleanlæg i Danmark.

Det er ikke bare Apple, der opfører datacentre i Danmark. Også Facebook og Google er på vej med centre, der skal huse servere i stort antal.

Miljøorganisationen Greenpeace har udtrykt bekymring for, at de kommende datacentre vil lægge beslag på op mod en femtedel af landets strømforbrug.

Klimarådet advarede tidligere på måneden i en rapport om, at de store it-giganters datacentre kan stå i vejen for Danmarks omstilling til grøn strøm.

- Hvis vi ikke er påpasselige, risikere vi, at datacentrenes strøm kommer fra kulkraftværker herhjemme eller i udlandet, udtalte Klimarådets formand, Peter Møllgaard, til Ritzau i forbindelse med rapportens lancering.

Apple oplyser, at den vedvarende energi til datacentrene vil blive produceret uden offentlig støtte.

I brancheorganisationen Dansk Energi hilser branchechef Kristine Grunnet udmeldingen fra Apple velkommen.

- Her har vi et eksempel på, at et datacenter sørger for, at dets forbrug af el bliver dækket af dansk sol og danske vindmøller uden at få offentlig støtte, siger hun.

Det viser ifølge branchechefen, at man ikke behøver stille krav til datacentrene.

- Klimarådet og Greenpeace har været ude at sige, at man skal stille krav til datacentrene. Det her viser, at det ikke er nødvendigt, og at de selv ønsker at gøre det, siger Kristine Grunnet.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland