Sport

Vingegaard fuldender triumf på dansk festdag i Italien

I begyndelsen af ugen stod der to professionelle sejre på cykelrytteren Jonas Vingegaards meritliste.

Men når 24-årige Glyngøre-bosatte Vingegaard rejser hjem fra etapeløbet Settimana Internazionale Coppi e Bartali i Italien, er cv’et blevet udvidet til hele fem triumfer.

Efter to etapesejre undervejs lykkedes det nemlig Jumbo-Visma-rytteren, der har en fortid på Skive-baserede Team coloQuick, at sikre sig den samlede sejr i løbet.

På sidste etape lørdag måtte han ganske vist se landsmanden Mikkel Honoré (Quick-Step) køre først over stregen.

Men Vingegaard sluttede etapen på andenpladsen i samme tid som Honoré og bevarede førstepladsen i det samlede regnskab.

Vingegaard gik ind til den 166 kilometer lange sidste etape med et beskedent forspring på syv sekunder ned til Nick Schultz på andenpladsen.

Schultz kunne dog i den sidste ende ikke true danskeren og sluttede den kuperede sidste etape uden for top-10.

Settimana Internazionale Coppi e Bartali rangerer på tredje niveau i det internationale hierarki og hører dermed ikke til blandt de største løb.

Men det har stolte traditioner og er blevet kørt siden 1984. På listen over tidligere vindere finder man store navne som Laurent Fignon, Rolf Sørensen og Cadel Evans.

Jonas Vingegaard vandt to etaper undervejs mod den samlede sejr i Settimana Internazionale Coppi e Bartali. Reporter Sirotti Stefano Via Www/Ritzau Scanpix