Gå til hovedindhold
Lokalt

Vinterbadere indviede Danmarks - måske - flotteste sauna

26-10-2020 KL. 14:04
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

 

»Danmarks måske flotteste sauna«.

Sådan lød målet for det projekt, som har resulteret i en ny, stor, flot sauna på kanten af Skive Fjord.

Det er foreningen Viski - Vinterbaderne i Skive - som efter et langvarigt projektarbejde i weekenden endelig kunne invitere indenfor til et varmt ophold.

- Naturen her er helt unik. Vi har en sauna med en helt fantastisk udsigt. Det giver mig en kickstart på dagen at vinterbade. Jeg er her tit om morgenen, og jeg føler, at jeg får en stor gang energi ud af det. Og jeg bliver også taknemmelig over, at vi har sådan et fantastisk sted her. Det er koldt, ja, men det glemmer jeg, fordi jeg nyder så meget at være her. Jeg er typisk ude i vandet og inde i saunaen fire-fem gange, så plejer der at være gået en time. Jeg går også uden badesko. Det er skønt, siger Allan Gade.

- At være her og bade i fjorden og gå i sauna er en total oplevelse for krop og sjæl. Her er så smukt, og jeg er meget taknemmelig over, at vi har sådan et sted. Pludselig kommer sælen forbi, eller odderen eller skarven. Hvis man så bare prøver at nyde det at være i det kolde vand ...

Om arbejdet med projekt ny sauna til Viski fortæller formand Michael Queck, at der er beregnet plads til de mange nye medlemmer, som klubben forventer at få i årene, der kommer. Projektet har været længe undervejs og krævede myndighedsgodkendelser, der indebar krav om ændring af både lokalplan og en dispensation fra Kystdirektoratet.

Saunaen er opført på lejet, kommunal grund, der krævede en slags byggemodning i form af kloakering og fremføring af el, som ifølge formanden har været dyrt for Viski, hvis nye sauna løber op i en samlet pris på cirka 1,2 millioner kroner.

- Kun et meget flot sponsorat fra SparVest Fonden på 400.000 kroner, en stor egenopsparing i klubben samt en kreditmulighed stillet i udsigt af klubbens hovedsponsor, Salling Bank, har gjort det muligt at realisere drømmen. Muligheden for økonomisk støtte til byggeriet fra Skive Kommune og de forskellige fonde, som kommunen administrerer, har været yderst begrænset. Vi har dog gennem Skive Idrætssamvirke fået bevilget 40.000 kroner som tilskud til saunaovne, fortæller formand Michael Queck.

Han tilføjer, at projektet tog fart, da Viski gik i samarbejde med Investeringsselskabet Strandtangen A/S om en fælles, opdelt bygning, hvor der også er etableret en sauna til Hotel Strandtangens gæster.

- Vi har fået en fantastisk sauna med det nyeste inden for ovnstyring, der blandt andet lever op til de sikkerhedskrav, der gælder for offentlige saunaer. En festlig indvielse har vi desværre set os nødsaget til at aflyse i lyset af corona-situationen.

 

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland