Gå til hovedindhold
Debat

»Virkelige mennesker kommer i klemme i de grønne ambitioner«

04-03-2019 KL. 11:07
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Sådan lyder første linje i en gammel salme. Og selv om det i salmen naturligvis drejer sig om Herrens vingers skygge, så har ordene fået en sær lavfrekvent tone hos os i Hindborg og Dølby. At der er godt at være under Guds vingers skygge, er der ingen tvivl om. Men om det er ligeså godt at bo under kæmpevindmøllers skygge - det kan vi ikke helt komme til rette med.

Greenlab og Skive Kommune er langt fremme med planerne om at bygge en vindmøllepark syd for Kaastrup. Flere husejere i Hindborg har allerede fået et guldrandet tilbud, de ikke kan sige nej til, mens andre husejere har trukket nitten og må nu se frem til at bo i skyggen af op til 146 meter høje møller: Bare ærgerligt, sunnyboy, dit hus er nu usælgeligt, men det må du ligge og rode med! I indlæg i avisen har en lille tapper flok fra Glyngørevej prøvet at råbe politikerne op, men som jeg ser det, har de ikke en kinamands chance. Det er en ulige kamp mod alt for store herrer. For det første er miljøet blevet religion i dag. For det andet er der en masse kommunal prestige involveret. For det tredje er grøn energi big business.

På knæ for Biblen, professorer, sagde Indre Missions leder engang til professorerne på Københavns Universitet. Sådan siger man ikke mere. Nu siger man: På knæ for miljøet, folkens!

Miljøet er blevet en sag, der kun kan være én holdning til. Eller hvad er den af: Er du imod grøn omstilling, måske? Det er næsten som i det gamle Rom, hvor de kristne blev spurgt, om de ville ofre til kejserens billede. Ville de ikke, kunne de værs’go hilse på løverne i cirkus.

Man kan simpelthen ikke være imod vindmøller og grøn omstilling i dagens Danmark, for så er man en bagstræber. Sådan en som Niels Hausgaard sang om, der gerne ville have atomkraft - men værket skulle altså ligge »på Sjælland eller Fyn, henn’ i den øster end«. Diskussionen er lukket på forhånd. For grønt er godt og miljøet er Gud.

Men dertil kommer den kommunale prestige. Misforstå mig ikke. Jeg synes, det er godt, at Skive Kommune satser på »rent liv« og grøn energi. Hatten af for det, men hvorfor skal hver lille kommune for sig smykke sig med grønne fjer i baghaven? Hvorfor har vi ikke på nationalt plan udpeget områder til opstilling af vindmøller? Et grelt eksempel, som jeg har kendskab til, er Sønderborg Kommune. Her vil man også gerne fremstå som en grøn og miljøbevidst kommune.

Derfor har man planer om at opstille 250-meter møller pladask midt i det yderst sårbare øhav i det sydlige i Lillebælt. Assens Kommune på den anden side af bæltet protesterer, for det er dem, der får udsigt til de lysende og brummende uhyrer. Men Sønderborg er ligeglad. For de har jo deres kommunale image at pleje.

Det svarer ganske til, hvad gode naboer gjorde, dengang jeg var dreng: Man lagde sit skrammel om i skellet ind til naboen: gamle bildæk, murbrokker, den knækkede flagstang og andet godt. Det er for åndssvagt at hver kommune skal være grøn hver for sig. Miljøet følger jo ikke kommunegrænser. Skive kan i statistikken bryste sig af at være mere grøn end andre kommuner. Men det ligner i mine øjne sognerådspolitik.

Endelig er vindmøller jo også business. Det er investering. Man stiller ikke vindmøller op alene for at få ren luft. Det skal også hænge sammen økonomisk. Og måske kan man leve under vindmøllernes skygge, hvis man tjener penge for hver omdrej¬ning, vindmøllen tager. Det ved jeg ikke. Men hvad med dem, der ikke har råd, men blot er så uheldige at bo lige lidt mere end 600 meter fra møllerne? Til dem er budskabet vistnok: Glæd jer og fryd jer, I kan nu fra første parket se, hvor god Skive Kommune er ved miljøet, og samtidig kan I glæde jer over, at andre tjener gode penge.

Misforstå mig ikke. Jeg synes, grøn omstilling er godt. Jeg har heller ikke ondt af, at der kan tjenes penge på det. Slet ikke! Jeg synes, at vindmøller og solceller er alle tiders. Det er godt dumt at svine den luft til, som vi og vore børn skal indånde - amen! Men jeg har også hørt Biblens ord: Du må ikke have andre guder, og det betyder for mig, at vi som samfund og som borgere skal holde hovedet koldt og se sagligt på tingene: Hvorfor kan de danske kommuner dog ikke gå sammen om at opføre en vindmøllepark ude i Nordsøen, ude ved Doggerbanke eller Fiskerbanke eller farvandet ud for Jeren Lista, for min skyld. Hvorfor skal de opføres på land, hvor de nærmeste naboer risikerer at blive stavnsbundet til deres huse? Vi taler om møller, der er fire gange så høje som Rundetårn. Virkelige mennesker i den virkelige verden kommer i klemme i de grønne kommunale ambitioner. Det kan jeg ikke lide.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

112

"Hvis du gør som jeg siger, så ser du din mor igen, men hvis du ikke gør, som jeg siger..." "Hvis du gør som jeg siger, så ser du din mor igen, men hvis du ikke gør, som jeg siger..."

Lokalt

Forening advarer: Skive er ramt af smitsom og dødelig sygdom for hunde Forening advarer: Skive er ramt af smitsom og dødelig sygdom for hunde

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland