Gå til hovedindhold
Erhverv

Virksomhed bag kro-forpagtning er begæret konkurs

28-10-2020 KL. 15:20
Empty

Arkivfoto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Den virksomhed, der indtil 1. oktober stod bag forpagtningen af Roslev Kro, er begæret konkurs.

Det fremgår af et dekret fra Skifteretten i Viborg. Det er Roslev Restaurationsvirksomhed ApS, der 10. september blev begæret konkurs og taget under konkursbehandling 21. oktober.

Roslev Restaurationsvirksomhed ApS, der ifølge Selskabsstyrelsen efter konkursbegæringen skiftede navn til JLK ApS, var ikke ejet af den reelle forpagter af kroen, Jonas Kristensen. På grund af en gammel skattegæld gik han nemlig selv konkurs i foråret 2018. Han kunne dog via et nyt selskab ejet af sin mor køre videre med krodriften. Det er det selskab, der nu også er begæret konkurs. Ifølge Jonas Kristensen er det Skat, der har begæret selskabet konkurs, fordi forårets corona-krisen betød, at han ikke var i stand til at betale moms og skat.

I foråret 2019 blev Jonas Kristensen også forpagter af Pavillonen Knud Strand, og den forpagtning blev også en del af det nu konkursramte selskab, men kunder i pavillonen kan fortsat nyde en god bid mad, for inden konkursbegæringen blev den skilt fra, og ligger i dag i et nyt selskab, Knud Strand ApS. Ifølge Jonas Kristensen er det selskab ejet af hans far.

Jonas Kristensen fortæller, at han i foråret godt kunne se skriften på væggen på Roslev Kro.

- I marts kunne jeg godt se, at det her ikke kunne køre videre, og jeg kunne godt se, hvad vej det ville gå. Jeg kunne have valgt at lukke ned i starten af krisen, men hvad skulle man så lave? Desuden har jeg haft fuld hus på overnatninger hen over sommeren, fortæller Jonas Kristensen, der via en 3. part havde solgt meget billige kroovernatninger, og dem fik folk altså indfriet, inden selskabet gik konkurs.

Jonas Kristensen erkender, at han måske godt kunne have gjort mere for at gang i driften.

- Vi har ikke søgt alle de hjælpepakker, vi kunne søge, fortæller han.

Ifølge Jonas Kristensen er det noget af den mulige værdi, der er tilbage i selskabet. De usøgte hjælpepakker. Det vil nu være op til kurator, om de skal søges hjem.

Selvom han nu kan begynde på en frisk i et nyt og gældfri selskab, så er det ikke en let situation han står i nu, hvor Danmark er midt i en ny semi-nedlukning.

- Det er ikke den nemmeste opstart, at man får at vide, at det hele skal lukke ned, men bestyrelsen her i pavillonen har været meget forstående, og omkostningerne her er knap så store som i Roslev. Der er forskel på at få en varmeregning på 36.000 i forhold til at få en på 3000, giver han som eksempel på forskellen mellem at drive kro og pavillon, siger han.

Statsminister Mette Frederiksens nye restriktioner om forsamlingsforbud har allerede haft en effekt på forretningen.

- Jeg havde fire forudbestilte julefrokoster, og de tre af dem er aflyst igen. Jeg har 2500 brochurer om julefrokoster klar. De kan bare bruges til brænde nu, siger Jonas Kristensen, der formentlig bliver nødt til at kigge på hjælpepakkerne igen.

- De er ikke livsnødvendige, men det ville være godt, siger han.

Det er den københavnske advokat Boris K. Frederiksen, der er kurator på konkursboet, men det har ikke været muligt inden deadline at træffe ham for en kommentar på konkursbegæringen.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland