Gå til hovedindhold
Avisen Mener

VKR-partierne: 1 million grønne biler

28-10-2020 KL. 15:13
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Fremtidens grønne bilpark kommer fra i morgen for alvor på den politiske dagsorden med brede forhandlinger mellem partierne.

Det handler om bilernes og transportsektorens bidrag i relation til målet om CO2-reduktion på 70 procent i 2030. Et ambitiøst mål som i hvert fald ikke realiseres uden en kombination af handling, udvikling og forskning.

Det er positivt, at Venstre, de konservative og Radikale Venstre som optakt til forhandlingerne er fundet sammen om et fælles udspil, der har som konkret mål, at der skal være 1 million grønne biler i 2030. Det er dobbelt så mange som S-regeringen har lagt op til. De tre partier har samtidig som klogt udgangspunkt, at bilen er en nødvendigt transportmiddel for utroligt mange mennesker, og derfor skal der ikke samlet ske en stigning i bilafgifterne. Til gengæld afviser VKR-partierne regeringens plan om dyrere grønne biler fra nytår. Enkelte »sorte« biler kan med VKR-udspillet få højere afgifter, men samlet skal afgifterne ikke stige. Det økonomiske råderum og reformer skal finansiere den ekstra indsats for langt flere grønne biler. Det giver også mening.

Det økonomiske råderum er de midler, som tidligere kloge reformer har givet dansk økonomi. Også de partier, der ikke støttede reformerne, er optaget af, hvordan pengene bedst kan bruges. Det virker fornuftigt at bruge en del af midlerne til den grønne omstilling - herunder på bilområdet. Desuden peger VKR-partierne på midler fra en effektivisering af jobcentrene og en sænkning af den beløbsgrænse, der gælder for ansættelse af udenlandsk arbejdskraft. Det sidste for at undgå, at der opstår ubesatte stillinger og dermed manglende skatteindtægter, der er med til at finansiere velfærdssamfundet.

- Vi er nødt til at holde fast i at være ambitiøse i forhold til at nå målet om de 70 procents reduktion, siger Jakob Ellemann-Jensen (V) til Berlingske, og han suppleres af den konservative leder, Søren Pape Poulsen, der siger: - Vi skal passe på, at den grønne omstilling ikke bliver til noget, vi bare taler om. Bliver man så hunderæd for at bruge af råderummet, hænger det økonomisk ikke sammen længere.

De radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, tilføjer, at »det skal være lettere og billigere at vælge de grønne biler«, og samlet lægger de tre partier nu et solidt pres på forhandlingerne.

Der er som bekendt hård kamp om brugen af det økonomiske råderum, der også skal finansiere dele af corona-hjælpen, og SF og Enhedslisten vil især bruge råderummet på velfærdsområdet.

Med VKR-udspillet varmes både op til forhandlinger om en mere grøn bilpark og om finansloven. Politisk er det interessant, at Radikale Venstre som optakt til forhandlingerne er gået sammen med V og K om et udspil. Det vidner om, at de radikale kan være ved at genvinde en profil, der stærkere viser, at partiet går efter indflydelse og samarbejde og er klar til at samarbejde både til højre og venstre. Det vil være et konstruktivt bidrag til nødvendige, brede løsninger.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland