Lokalt

Voldsom stigning på tre år: Sugardating eksploderer i Skive

Fænomenet sugardating, hvor som oftest en ældre person giver lommepenge, oplevelser eller gaver til gengæld for hovedsagelig seksuelle ydelser, er på voldsom fremmarch i Skive.

En simpel søgning på datingsiden sugardaters.dk, som er Danmarks største portal for sugardating, viser, at antallet af brugere med bopæl i Skive er steget markant de seneste år.

I 2018 var der 56 sugarbabes fra Skive, der søgte intimitet med ældre mænd, mens der var 159 sugardaddies med bopæl i Skive, der søgte nærkontakt med yngre kvinder.

Nu er der 86 sugarbabes og 237 sugardaddies, og det er en stigning på henholdsvis 53 og 49 procent.

En af profilerne på datingsiden skriver, at han søger nogen at forkæle.

»Søger en fræk pige eller dame til god omgang hygge«, står der om, hvorfor han er aktiv på siden.

En anden mand skriver, »jeg er en sød, seriøs og fræk mand, der søger en kvinde til frække og hyggelige stunder, hvor vi eventuelt både kan nyde hinanden seksuelt, men også gerne med snakke, vin middage med mere«.

De fleste profiler er aktive med henblik på, at der skal ske noget seksuelt.

Det har fået flere til at sige, at sugardating nærmer sig prostitution.

Men det er ikke alle, der optræder på siden med henblik på sex.

En af de 86 sugarbabes fra Skive skriver, at hun søger en, som kan lære hende lidt om livet, rejser og det luksuriøse.

»Jeg ønsker dog ikke, at sex skal fylde det hele (hvis det er dét, du ønsker, så lad vær med at skriv!)«, står der på hendes profil.

Ud fra antallet af profilerne på sugardaters.dk, er det tydeligt, at sugardating er blevet mere almindeligt.

Og så længe det føles rart, så er det helt i orden at sugardate. I hvert fald for andre.

Sådan tænker halvdelen af de unge mellem 18 og 30 år, der har deltaget i en landsdækkende undersøgelse fra det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE.

Rapporten viser, hvordan 1732 unge forholder sig til sugardating, og selvom 50 procent altså svarer, at sugardating kan være i orden for andre, så er det langt fra så mange, der har selv har tænkt på at kaste sig ud i det.

- Syv procent har overvejet at udveksle intimitet eller sex for gaver - uden at handle på det. Folk kan altså være meget tolerante over for, hvad andre gør, uden at de selv har tænkt sig, at gøre det samme, siger Karen Margrethe Dahl, der er chefanalytiker hos VIVE og står bag rapporten til DR.

Foto: Maskot/Ritzau Scanpix