Gå til hovedindhold
Kultur

Vragede teater-kandidater: »Vi undrer os over forløbet«

16-05-2019 KL. 10:45
Empty
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Kun ét medlem af kultur- og fritidsudvalget, Morten Enggaard (V), Skive, svarede på en mail om forpagtningen af Skive Theater.

Den blev sendt fredag den 10. maj klokken 11.45 til samtlige byrådsmedlemmer med plads i udvalget.

Det vækker forundring hos afsenderne af mailen.

- Nogle vil da nok sige, at vi bare er fornærmede, fordi vi ikke fik forpagtningen. Det er vi sådan set ikke. Men vi undrer os meget over ansættelsesforløbet og over udsigten til et kulturelt monopol. Derfor ville vi gerne have foretræde for udvalget. Vi sendte mailen med ønsket til såvel kultur- og fritidsudvalget som ansættelsesudvalget, men vi fik kun svar fra Morten Enggaard.

Det fortæller Ole Lindhard, Skive, som sendte mailen. Han søgte sammen med Per Poulsen, Skive, om at blive forpagter af Skive Theater fra det kommende årsskifte.

Venstre-byrådsmedlemmet skrev i sit svar på ønsket om foretræde:

- Jeg har umiddelbart ingen problemer med at mødes med dem, men det kan da godt undre mig, at lige netop disse personer åbenbart har en viden, som de ikke burde have set i forhold til, at sagen er et lukket punkt.

Mandag eftermiddag stod det klart, at forpagtningen af Skive Theater i de kommende to år går til den erhvervsdrivende fond bag Kulturcenter Limfjord (KCL) i Skive.

Mailen fra om fredagen var ikke alene underskrevet af Ole Lindhard og Per Poulsen. Personerne bag mailen var alle til samtale.

Afsenderne af yderligere to ansøgninger underskrev også mailen, men de ønsker ikke deres navne frem.

Ønsket om foretræde kom således fra en tredjedel af ansøgerfeltet.

- Vi vidste, at sagen var kultur- og fritidsudvalgets dagsorden mandag den 7. maj, men samme dag klokken 13.24 fik vi en mail fra kulturchef Kent Sørensen om, at sagen var begæret i byrådet den 28. maj. »Der kommer først en endelig afklaring tirsdag d. 28. maj 2019«, stod der, fortæller Ole Lindhard.

Hans og Per Poulsens forundring er total, da de onsdag den 8. maj læser på Skive Kommunes hjemmeside, at der er indkaldt til en nyt møde i kultur- og fritidsudvalget mandag den 13. maj.

På kommunens hjemmeside står der:

Forpagtningsaftale - Skive Theater fra år 2020 - ansættelsesprocessen + underskrevet forpagtningsaftale.

Få timer senere er det ændret, så der nu står:

Ansættelse af forpagter i Skive Theater 2020 - 2023.

- På det tidspunkt kan vi godt se, at sagen nok allerede er afgjort, men kommunen meddeler ikke os noget. Derfor sendte vi mailen fredag den 10. maj, siger Ole Lindhard.

I mailen til politikere og embedsmænd står der:

En række begivenheder har gjort os bekymrede i forhold til processen, og det ønsker vi at drøfte med jer inden I træffer afgørelse om forpagtningen.

Vi ønsker foretræde for at drøfte:

1. Ansættelsesproceduren

2. Det generelle spørgsmål om kulturelt monopol i Skive

Vi håber, I vil imødese dette inden afgørelsen falder i byrådet, da der er mange ting vi som ansøgere mangler at få belyst i kølvandet af processen ...

Mailen forbliver ubesvaret indtil Morten Enggaard, der - efter en »rykker« fra Per Poulsen - tidligt mandag morgen den 13. maj og svarer, at han ikke »tror«, at der kan blive tale om foretræde, fordi punktet på dagsordenen er lukket.

Men Venstre-politikeren vil dog gerne høre synspunkterne fra ansøgerne - efter afgørelsen.

- Samme dag bliver jeg ringet op af direktøren for kulturforvaltningen, Jan Lund-Andersen, der venligt meddeler, at sagen er afgjort, og at det desværre ikke blev os. Vi ved stadig ikke, hvorfor forpagtningen af Skive Theater det ene øjeblik skal på byrådets dagsorden, det næste skal den ikke. Vi ved heller ikke, hvorfor et udbud på fire år blev til to, fortæller Ole Lindhard.

Han har stadig ikke hørt fra andre end Venstre-politikeren.

- Jeg har hverken hørt fra andre i kultur- og fritidsudvalget eller ansættelsesudvalget, som foruden direktøren også bestod af to andre medarbejdere i Skive Kommune. Men tyve minutter efter direktørens opringning, var det ude i alle medier, at KCL skal forpagte teatret, siger Ole Lindhard.

Heller ingen af de øvrige ansøgere, som Folkebladet har været i kontakt med, har hørt andet end »det blev desværre ikke dig«.

De deler dog fortsat en undren over forløbet.

- Vi oplever det hverken som ordentligt eller fair, slår Ole Lindhard fast.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Kultur

Forsiden lige nu

Lokalt

Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu Besparelser drøftet: Sengepladser på sygehuset i Skive lever endnu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland